La Saca de las Yeguas er en 500 år gammel tradition, der i dag stort set kun opretholdes i Huelva-provinsen i det vestlige Andalusien.
Hvert år d. 26. juni, lige før den lokale festival Feria de San Pedro, drager hundreder af lokale ‘cowboys’ - yeguerizos - ud til marsklandet i den nærliggende nationalpark Doñona. Her opsøger og samler de den enorme flok af halvvilde heste for at lede dem ind til byen til det store hestemarked.
Mens vi venter...
Det er tidlig morgen i Aldea del Rocio, en lille landsby få kilometer fra Almonte. El Rocio, som den blot kaldes, er som taget ud af en westernfilm med sine sandede gader, træhuse og et totalt fravær af trafikregulering.
Pladsen foran byens store kirke, Ermita Nuestra Señora del Rocío, ligger øde hen. Ved 9-tiden dukker den første tilskuer op for at reservere en god plads til dagens store begivenhed, der skal begynde en time senere. Manden bærer egnens traditionelle stråhat, hvis brede skygge skærmer for den skarpe sol. I den ene hånd holder han en foldetaburet og i den anden hånd sin vara, en tynd træstav, som skal bruges til at holde hestene på afstand.
Manden folder sin stol ud sætter sig i skyggen af kirkens enorme, hvide facade, hvorfra han vil have godt udsyn, når de store flokke af heste stormer forbi. Enkelte turister er også dukket op, men publikum er overvejende spaniere, der enten bor i nabolaget eller er på weekend med familien for at opleve en af årets største begivenheder.
Snart får manden selskab af sin datter, 27-årige Inmaculada. Som næsten alle unge på denne egn begyndte hun at ride, før hun kunne gå, og sidste år fik hun endelig sin egen unghest, som hun er ved at ride til. Hun håber, den vil være tæmmet og lydig nok til næste års Romería del Rocío, det vidt berømte pilgrimsoptog, hvor tusinder af pilgrimme med heste og prærievogne rider i procession gennem nationalparken Doñona, inden de samles i Rocío for at hylde deres helgen, Virgen del Rocío.
For indbyggerne i El Rocio er heste en integreret del af deres liv. Alle rider fra de er ganske små, og hestene bruges både som transportmiddel og som underholdning. Som besøgende bliver man hurtigt klar over den praktiske anvendelighed af hestene - de sanddækkede gader er tunge at bevæge sig rundt i til fods! Derfor er det også naturligt, at de fleste butikker og barer har opsat træbomme, hvor hestene kan tøjres.
Fra Doñona til El Rocio
Kort efter kl. 10 annonceres det endelig over højttalerne, at hestene nærmer sig. Politibetjente beder tilskuerne trække lidt tilbage, så de ikke er i fare for at blive væltet omkuld af de over 1000 vilde heste, der om lidt vil passere pladsen. For mange år siden besluttede man at inddele flokken i mindre grupper, tropas, for at have mere kontrol med dyrene. Der kommer således "kun" et par hundrede heste ad gangen ind på pladsen, men der er ingen barriere mellem heste og tilskuere, og det er på eget ansvar at holde sig på sikker afstand.
De halvvilde heste er naturligvis nervøse i de fremmede omgivelser. Hestene ejes af lokale spaniere, men de lever det meste af deres liv på store, frodige græsningsarealer i nationalparken Doñona og er ikke vant til at blive dirigeret omkring og være omgivet af så mange mennesker. Hestene tilhører den sjældne race Marismeña (marisma betyder ‘marsk’ på spansk), der kun findes i Doñona-området. Racen er kendt for sin styrke og sin evne til at tilpasse sig livet i det barske terræn. Marismeña-hestene har mange lighedspunkter med den andalusiske hest (kendt som Pura Raza Española, PRE) og menes måske at være en forfader til denne. I dag er Marismeña-racen truet, og det er en af grundene til, at nationalparken er strengt beskyttet. Det kræver særlig tilladelse at få adgang til Doñona, og de fleste får kun adgang i selskab med en autoriseret guide.
Til Saca de las Yeguas gives der adgang til hestene, men kun for registrerede deltagere. Det er de såkaldte yeguerizos, der står for at drive hestene ind til byen. Den 25. juni mødes de hundreder af mænd - og efterhånden også enkelte kvinder - i nationalparken for at opspore og samle de vilde heste, så de er klar til afgang den følgende morgen. Det traditionsrige hverv har formentlig tusind år på bagen, men Saca de las Yeguas blev første gang dokumenteret i 1504, da hertugen af byen Medina-Sidonia i Cádiz indførte en vis regulering af begivenheden. Oprindeligt måtte kun mænd deltage, men i dag ses mænd og kvinder i alle aldre, selvom de unge mænd stadig er langt i overtal. Det er ikke usædvanligt at se børn på deres egen hest eller, hvis de er helt små, siddende i sadlen foran farmand.
Det kræver en vis stamina at deltage som yegüerizo. Som der står skrevet på monumentet Yegüerizo Marismeño i Almonte: "den der ikke har overvundet en hest i marsken ved ikke, hvad det vil sige at ride".
Først er der udfordringen med at opspore og samle de vilde heste, som ledes hen til området kaldet Boca del Lobo (Ulvens Mund). Dernæst venter en gang aftensmad tilberedt over primus og en nat under stjernene. Tidligt om morgenen d. 26. begynder ridtet mod El Rocio, hvor hestene skal dirigeres ind i landsbyen i mindre grupper. De gør holdt foran kirken, hvor præsten over højttalerne velsigner hestene, inden de drives forbi menneskemængderne og ud af byen under den allerede bagende sol.
Støvskyer og råb annoncerer den næste gruppe hestes ankomst til Ermita del Rocío. De traditionelt klædte yeguerizos rider foran og bagved flokken og bremser den foran kirken, så hestene kan blive velsignet. Hopperne tripper nervøst omkring, tæt fulgt af deres afkom. Enkelte føl bliver væk fra deres mor og løber forvildet omkring. Få minutter senere genoptager de ridtet og leder flokken ud af byen i retning af den større landsby Almonte. Tilskuerne strækker sig for at få bedre udsyn, samtidig med at de trækker tæerne til sig, så de ikke kommer i karambolage med en hestehov. Det er nervepirrende at stå så tæt på de løbende heste, at man med lethed kunne klappe hver og en af dem, men hestene holder sig tæt op ad hinanden og navigerer behændigt forbi tilskuerne uden at komme på afveje.
Det er dog tydeligt, hvorfor ikke blot ryttere men også tilskuere kan have god brug af den lange, tynde vara, der kan holdes ud fra kroppen og skabe en smule afstand til dyrene. Lyden af dundrende hove og spredte råb skaber en intens lydkulisse til det fascinerende, næsten hypnotiserende, syn af den tilsyneladende endeløse strøm af løbende heste. Pludselig kommer bagtroppen af yuegerizos til syne, og opvisningen er forbi for en stund, inden næste tropa ankommer. Efter knap en time er de sidste hovslag forstummet og støvet har lagt sig. Pladsen tømmes hurtigt, idet tilskuerne søger hen mod den nærmeste bar med kolde forfriskninger.
Frokostpause i fyrreskoven
Solen står nu højt på himlen og temperaturen kravler med lethed over de 40 grader. Efter den hektiske morgen gør heste og ryttere holdt i en nærliggende fyrreskov, hvor begge parter får et hvil og en velfortjent frokost. De hårdtarbejdende yeguerizos får selskab af venner og familie, som ankommer til hest eller i prærievogne trukket af æsler. Snart er skoven fyldt med klapstole, picnicborde, køletasker og paella-pander.
Mad og drikke fordeles, og snart akkompagneres den løsslupne snak af guitarspil og sang. Manuel, en ung mand fra Sevilla, fortæller at det er første gang, han og hans ven overværer Saca de las Yeguas. De rider ikke med som yeguerizos, hvilket kræver særlig tilladelse, men de er mødt op i skoven - til hest, naturligvis - for at få nogle hyggelige timer med venner og bekendte.
Næste stop: Almonte
Først på aftenen genoptages turen mod Almonte med fyldte maver og højt humør. De vilde heste ledes nu ind gennem byen Almontes brostensbelagte gader, som er flankeret af hundredvis af nysgerrige tilskuere. Hestene er mere rolige efter den lange dag på farten, og trætheden står tydeligt frem i ansigterne på de ledsagende yeguerizos. De er dog straks på pletten, da en ung hest forvilder sig væk fra flokken og stikker ned ad en øde sidegade. Rytterne får snart afskåret dens færd og leder den tilbage i rækkerne, men alle er nu lidt mere årvågne.
Efter turen gennem Almonte ledes de omtrent otte tropas de sidste par kilometer ud til Huerta de la Cañada, et område som ligger ved siden af tyrefægterarenaen, bag byens industrikvarter. Her fordeles hestene i 15 mindre aflukker, hvor de skal tilbringe natten.
Hestemarked i Almonte
Tidligt om morgenen d. 27. juni holder bilerne i kø for at komme ind på Huerta de la Cañada. De ejere og potentielle købere, der ikke red med som yeguerizos, får nu mulighed for at tage hestene - og ikke mindst deres afkom - i øjesyn. Det er nu, de første handler bliver indgået. De fleste af hestene er allerede brændemærket, men for at holde styr på, hvem der ejer de nye føl i tilfælde af, at de bliver skilt fra deres mor, klipper nogle ejere en tot af halen som bevis på deres ejerskab.
I løbet af de kommende dage bliver hestene klippet og vaccineret, og nogle bliver tilmed vasket og skoet. Når en potentiel køber udser sig en hest, han er interesseret i, går et par mænd ind folden og får med fagter og tilråb udskilt hesten og lokket den ind i et smalt aflukke, hvor den kan inspiceres på nærmere hold. Det er en støvet og varm affære, såvel for de involverede som for tilskuerne, der står lænet op ad hegnene rundt om foldene.
De næste tre dage vil ejerne forsøge at få solgt så mange som muligt af deres heste - de yngre af dem til at blive reddet, mens de ældre hopper vil blive brugt til avl. Føllene følger enten med deres mor, bliver solgt eller bliver foræret væk. Der er altid en nabodreng eller et barnebarn, der står for at skulle have deres første hest.
Trods hestenes centrale rolle i livsstilen på disse kanter medførte den økonomiske krise en nedgang i salget af heste. Køberne holder tegnebogen tættere til kroppen. og prisen for en hest på markedet spænder som regel fra 600 til 1500 euro. Der er dog ingen tegn på, at Saca de las Yeguas er i fare for at uddø. Traditionen er en tydelig manifestation af den lokale kultur, og man vil gøre alt for at holde den i live, både for kulturen og turismens skyld.
De heste, der ikke bliver solgt på markedet, bliver tre dage senere ført tilbage til marsken i Doñona, hvor de kan leve endnu et år i frihed.