Oplev lidenskaben i flamencodansen i Sevilla

Flamenco er synonymt med den smukke andalusiske by Sevilla. Regionen i det sydlige Spanien er fødestedet for denne traditionelle kunstform, der spænder over tre genrer af guitar, sang og dans. Hvert år fejrer mange byer på tværs af provinsen Andalusien deres historie og traditioner med en ekstravagant, ugelang byfest kaldet "feria". 

 

 

I de fleste byer afholdes den lokale byfest i sommermånederne - normalt i august - men på grund af de ekstreme temperaturer i Sevilla i august måned, afholdes Sevillas byfest i april måned, hvorfor denne byfest har fået tilnavnet "Feria de Abril" eller “byfest i april”.

 

 

Under Sevillas Feria de Abril fejres en række andalusiske traditioner herunder ridning på spansk manér og dansene flamenco og sevillanas. En stor del af festen er også den traditionelle andalusiske gastronomi, som nydes overalt. Der er optrædener med både flamenco og sevillanas af både professionelle og amatørdansere, såvel som dem, der bare danser for sjov. Sevillanas er en dansestil, der minder meget om flamenco, og som stammer fra selve byen Sevilla.

 

For det utrænede øje kan de to dansestile virke meget ens, men der er nogle forskelle. Koreografien af ​​sevillanas er stabil og enkel, da det er en festivalsdans beregnet til par, og på grund af de enkelte og relative nemme trin er denne dans et meget nyttigt fundament for dansere, der lærer flamenco. 

Oprindeligt var flamencodans ikke akkompagneret af musik, men blev i stedet ledsaget af rytmiske klap med hænderne, der blev kaldt "toque de palmas" (“håndfladernes berøring”) og sang, der blev omtalt som "cante" (“synge”). I dag er moderne flamenco normalt ledsaget af en guitar og andre instrumenter som "cajón", som er en kasseformet tromme.

 

Flamenco er en meget lidenskabelig og ekspressiv kunstform. Gennem kropssproget og ansigtsudtrykket udstråler flamencodanserne stærke følelser som glæde, lidenskab, kærlighed, bitterhed, tristhed og sorg.

 

 

Med mangel på forklaring af historien, bliver danserens kropssprog meget vigtigt og utroligt udtryksfuldt og ledsaget af sangen skabes en visuel fortælling for publikum.

 

 

Flamencodansens bevægelser og trin er overdrevne og aggressive; Spark og tramp med fødder, kast med arme, nederdel eller sjal, hurtige spring og bevægelser følges alle af en arrogant piruet eller aggressiv grimasse, men det er ikke, fordi danseren er i dårligt humør, denne skræmmende optræden er en integreret del af forestillingen.

Traditionen med flamenco lever stadig i det 21. århundrede. Den fortsætter med at blive udøvet af entusiaster ikke kun i Spanien, men over hele verden. I næsten hver eneste by i Spanien er det muligt at finde klasser, hvor der undervises i flamencodans, guitar eller sang, og i de senere år er det blevet meget populært i både USA og Japan. Faktisk har Japan nu flere flamencoskoler end Spanien. 

 

 

Man kan modtage undervisning i flamenco, så snart man er fyldt 3 år. Herefter er det blot ens egen fysiske formåen og kærlighed til dansen, som sætter grænsen for, hvor længe man ønsker at blive ved. Det eneste, som kræves derudover, er et par af de specielle flamencosko.  

Flamencoskoene er den vigtigste del af en dansers beklædning. Mandlige flamencodansere bærer normalt støvler med en kort hæl, mens de traditionelle sko til kvinder har en rem eller snørebånd, der fastgøres over toppen af ​​foden henover svangen foruden en lille hæl. 

 

 

Hælen er normalt mellem 2,5 cm og 7 cm høj og kommer i tre forskellige former; "Standard", "carette" (buet) eller "cubano" (kort og tykt). Skoene har søm indlejret i hælen, som forbedrer lyden af det ​​percussive fodarbejde (d.s.v. de specielle stød og tramp, som danseren udfører). Dette er helt afgørende for dansen, når danseren bliver dygtigere og lærer at bevæge skoene til rytmen af ​​musikken, hvorved skoenes slag mod gulvet afgiver en høj rungende lyd.